Ensomhed?

Alt der handler om (a)seksualitet og beslægtede emner.
Besvar
Brugeravatar
kamelsnegl
Inlägg: 511
Tilmeldt: man 16 jan 2017, 23:21
Geografisk sted: København
Kontakt:

Ensomhed?

Inlägg av kamelsnegl » tirs 08 aug 2017, 8:44

Efter vores oplæg i Malmö i går, fik vi et spørgsmål fra en forælder til en aro-ace teenager, som var bekymret for om man som aro-ace imødegår en fremtid af ensomhed.

Mit svar var, at ensomhed ikke er noget, jeg selv tænker eller bekymrer mig over i forhold til fremtiden (eller nutiden), og man kan jo sagtens have venner. Jeg tænkte bagefter, at svaret måske var lidt kort, for det er virkelig ikke noget, jeg tænker over, så jeg havde ikke så meget mere at sige.

Her til morgen slog det mig, at aroer måske i virkeligheden har mindre risiko for at føle ensomhed, fordi vi jo ikke savner at have en partner - måske er det i virkeligheden de alloromantiske (=de ikke-aromantiske) der kan blive ensomme, fordi markedet af partnere med en matchende orientering jo er af begrænset størrelse, og hvis man ønsker sig en partner, men ikke kan finde nogen, kunne det måske give anledning til ensomhed...?

Hvad tænker allo-romantikerne (og alle andre :)) om det?

amyfowler
Inlägg: 19
Tilmeldt: søn 29 jan 2017, 21:32

Re: Ensomhed?

Inlägg av amyfowler » tirs 08 aug 2017, 9:20

Det tror jeg (allo-romantisk), du i høj grad har ret i. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg personligt kan mærke det fra tid til anden.

Der er i øvrigt noget, jeg har tænkt over i den anledning. Vi er ikke ret mange, og det bliver ikke lettere af, at vi endda fordeler os på mange forskellige asexuelle dating sites. Man kan naturligvis ikke tvinge folk til at bruge en bestemt side, men jeg overvejer nogle gange, om man på en eller anden måde kunne samle single ace's fra Skandinavien på en dating side? Jeg kan dog ikke helt se, hvordan det skulle kunne gøres. Er der andre der har tænkt i samme baner?

Fox.Foa
Inlägg: 27
Tilmeldt: tirs 18 jul 2017, 20:59

Re: Ensomhed?

Inlägg av Fox.Foa » tors 10 aug 2017, 18:07

Dette er et emne jeg synes er sindssygt vigtig (men som er lidt svært at snakke om). Jeg tror jeg er alloromantisk (men muligvis et sted i gråzonen) og er faktisk ret bange for at blive ensom. Jeg er bestemt ikke ekstrovert, men har dog et stort behov for at have daglige relationer med et menneske jeg et tæt med. Jeg frygter den dag hvor min sambo og jeg flytter fra hinanden, da hun i øjeblikket opfylder det behov. Jeg har ikke brug for et romantisk forhold, men jeg er ikke glad ved tanken om at være helt alene.
Som jeg plejer at tænke på det, lever mange mennesker primært i familier, hvorimod jeg nok kommer til at bo alene og så have venner som mit primære sociale netværk. Dette senarie er jo ikke som sådan negativt, men det er den helt klart for mig. Jeg tror altså at det kommer an på den enkeltes behov, adfærd og forventninger. En aro-ace kan jo godt ønske sig et forhold, og en alloro/-sex kan jo også helst se sig fri for det.

amyfowler
Inlägg: 19
Tilmeldt: søn 29 jan 2017, 21:32

Re: Ensomhed?

Inlägg av amyfowler » man 14 aug 2017, 15:58

Måske ensomhed kunne være en ide til en temaaften? (beklager meget, hvis det har været oppe tidligere)

ballademis
Inlägg: 2
Tilmeldt: søn 03 sep 2017, 4:53

Re: Ensomhed?

Inlägg av ballademis » søn 03 sep 2017, 5:09

Jeg er generelt ikke ensom, da jeg har rigeligt med ting og projekter at give mig i kast med ved siden af arbejdet. Jeg er meget selvkørende og lever i udpræget grad et isoleret liv uden socialt samvær med andet end min familie og bofæller. Det er kun på udvalgte mærkedage for alloromantikere og kulturkristne, såsom valentines og juleaften, hvor jeg kan sidde på min altan og filosofere lidt over livet, når alle omkring mig er sammen med deres elskede. I sådanne tilfælde kommer ensomheden op til overfladen, fordi man pludselig føler det pres, som alle andre lever med, men som jeg aktivt har valgt fra.

Det er mange år siden jeg vænnede mig til tanken om, at jeg ikke behøver leve et liv som alle andre, og at jeg kan have det fint uden at leve op til normerne. Men det kræver helt bestemt hårdt arbejde med sig selv at nå dertil, når man ellers får fortalt hver eneste dag gennem medierne og reklamerne, at ens livsstil er afvigende, og enkelte gange også, at man endda må være forkert anrettet.

Er ikke (længere) på Facebook, og jeg har generelt fået mindre tid til venner i de voksne år, og efterhånden har jeg droppet dem helt udover de allernærmeste, som jeg ved er der for mig og ikke kræver aktiv vedligeholdelse, for at interessen smuldrer. Jeg er aromantiker, men er i tvivl om hvorvidt jeg kvalificerer mig nok til at kalde mig aseksuel, selv om jeg har en ekstremt lav libido og ingen seksuel drift i retning af andre.

Og ja, at jeg er introvert (og har været det hele mit liv), kommer nok ikke som nogen overraskelse for jer. Jeg har dog tillærte, ekstroverte egenskaber - ellers havde jeg ikke været i stand til at opbygge mit forhenværende sociale netværk. Men det har været umanerlig svært for mig, da jeg var yngre. Især at fastholde folk, som var 'romo'. Foreningslivet har i årenes løb hjulpet mig af med min sociale angst, men med årene vendte den desværre tilbage. Jeg tror det skyldes at internettet ikke rigtig længere er et sted, hvor folk er ærlige og åbne, sådan som det var i begyndelsen af www, men i dag i højere grad befolkes af folk som spiller de samme falske roller og skuespil som ude i det virkelige liv og bevirker, at folk som mig føler mig kvalt, fordi det lukker muligheden for at være oprigtig og tale om livets svære sider. Det er lige meget om det er instagram-celebs eller politisk korrekte aktivister. De er alle sammen styret af algoritmer og publicity, mens jeg er mere lukket og logisk anlagt - og ikke så meget impulsivitet og følelser.

Ravenpuff
Inlägg: 6
Tilmeldt: søn 27 aug 2017, 14:38
Geografisk sted: Arhus
Kontakt:

Re: Ensomhed?

Inlägg av Ravenpuff » tors 07 sep 2017, 14:54

Aro ace her, og jeg har haft rigeligt af velmenende mennesker i mit liv, familie og venner såvel som fremmede og bekendte, der har sagt deres om hvorvidt jeg er dømt til et liv i ensomhed. Hvilket inkluderer en forældre der erklærede at jeg ville dø alene. Dengang jeg var startet i første klasse og ærligt sagt jeg ikke kunne se migselv gift og få børn. Og det var mange, mange år før jeg har overhovedet hørt om aromantik eller aseksualitet.

Første gang på min skole, i 8. klasse, at det blev kendt at jeg aldrig havde haft en kæreste blev det dagens højdepunkt i skolens sladder. En klassekammerat kom ildende over til mig, og spurgte mig om hun ikke skulle bede en af drengene i klassen om han ville komme sammen med mig. Fordi for hende var det forfærdeligt tanke at nogen ikke var i et forhold med et andet menneske. Bare lidt ironisk den dreng hun foreslog var en jeg bestemt ikke brød mig om at være i nærheden af på grund af hans opførsel, og den eneste grund til at hun foreslog ham, var at vi var de eneste to i klassen med briller.

Har haft en kollega til at erklære til mig at "man SKAL da have en partner", indtil hun under vores samtale indså at hendes argumenter var mest af alt bare om at skulle i et forhold for forholdets skyld. Det var jo ikke just en romantisk tanke trods alt.

Jeg har som sagt haft rigeligt med beskeder fra folk igennem mit liv, selv længe før jeg forstod hvad der var "galt" med mig. Og aldrig har jeg følt den ensomhed de påstod jeg ville. Jeg nyder mit egent selskab. Jeg har venner og family at hænge ud med. Jeg har stadig en masse kærlighed at give ud af. Jeg gør mit for at hjælpe en fremmed til en bedre dag, bare for at sprede positive vibes jeg ved kommer tilbage igen.

Kærlighed er så meget mere end folk lige tænker over.
All about dat Ace, about dat Ace, no Romo

Miver
Inlägg: 6
Tilmeldt: ons 13 sep 2017, 6:47

Re: Ensomhed?

Inlägg av Miver » tors 21 sep 2017, 3:48

Jeg har i årenes løb tænkt meget over dette emne. Også i forhold til hvad ensomhed overhovedet er. Jeg tror f. eks. at man kan være mere ensom sammen med andre end alene. På en eller anden måde har ensomhed med det menneskelige samspil at gøre, vel at mærke at noget er slået fejl i dette samspil. Lidt firkantet sagt: man kan ikke være udenfor uden at være udenfor noget.

I alle menneskelige relationer - uanset af hvilken art - må der være en eller anden form for fælles fodslag, en enighed om hvori relationen består og hvad dens indhold er. Hvis der er to mennesker, og den ene gerne vil til en fodboldkamp og den anden til en opera, så kan de ikke tage sammen hen og opleve det, de gerne vil.

For mig at se gælder det princip alle vegne. Altså også i et parforhold. Hvis ikke man har nogenlunde samstemmende ønsker om forholdets indhold, så ender begge parter med at blive sårede eller ligefrem føle sig sat udenfor. Hvis den ene ønsker sex og den anden ikke gør, vil det blive svært for dem begge. En typisk (allo-)seksuel opfattelse er, at det så er den, der ønsker sex, som savner noget i forholdet. Men at den anden part ikke ønsker sex, betyder jo aldeles ikke, at der ikke er andre ting, de ønsker. Derfor kan den aseksuelle part føle et lige så stort savn.

På et tidspunkt tilbragte jeg seks-syv måneder i et sommerhus. Jeg havde stort set kun berøring med andre mennesker, når jeg var oppe og handle, og da der var et pænt stykke vej op til Brugsen, købte jeg som regel stort ind, så jeg havde, hvad jeg skulle bruge til flere dage.

Da jeg kom tilbage, var der mange, der spurgte mig, hvordan jeg havde kunne holde det ud, at de ville være blevet vanvittige, ja - hvordan jeg overhovedet fik tiden til at gå. Men sådan havde jeg overhovedet ikke oplevet det. Jeg havde hygget mig fremragende. Men ind imellem havde jeg også tænkt lidt over, at jeg tussede rundt der alene, og i den forbindelse også forskellen på at være alene og at være ensom.

Der var flere grunde til at jeg valgte at leve så isoleret i en periode. Jeg havde brug for tid og ro til at tænke ting igennem, brug for færrest mulige forstyrrelser. Men jeg havde også forskellige projekter igang. Jeg var ved at skrive nogle ting, og så var jeg igang med at lave noget musik. Ind imellem når jeg kørte lidt fast i noget af dette, kunne jeg godt savne at have nogle andre øjne til at kigge på det og komme med nogle indspark. Men jeg tænkte så også videre på, at hvis jeg havde haft en kammerat på besøg nogle dage, så ville det kun være en hjælp og fremmende for processen, hvis han var gået engageret ind i tingene.

Jeg havde en bestemt kammerat i tankerne, som jeg gennem de foregående år løbende havde lavet musik sammen med. Hans input kunne have været værdifulde, HVIS ... han var gået engageret ind i projektet. Nu var han imidlertid alt andet end aseksuel, så jeg tænkte videre over, at hvis han i stedet rendte rundt nede på stranden for at støve piger op, ja - så ville det bestemt ikke være en hjælp. Tvært imod. Ikke bare ville jeg stadig være kørt fast. Oven i ville der være en irritation.

Det var bl.a. det - sammen med en hel masse andre ting, jeg gik og tænkte over - der ledte mig frem til den opfattelse, at ensomhed står i et forhold til menneskelige relationer. Helt udenfor menneskelige relationer kan man nok føle sig alene, savne selskab osv. Men egentlig ensomhed er - i det mindste for mig - noget med at noget i det relationelle er slået fejl, netop det, at man ikke kan være udenfor uden at være udenfor noget.

Jeg formulerede det på et tidspunkt også på den måde, at hvis man sidder med et eller andet, men sidder helt alene, så er der en vis logik i, at man ikke kan dele et med nogen. Men sidder der en anden, og man så ikke kan dele sit "et eller andet" med denne, så bryder logikken sammen, og så begynder det at gøre ondt.

Jeg tror, at dette er desto mere udtalt, jo tættere en relation der er tale om. En partner er et menneske, man ønsker at dele sit liv med. Hvis en del af ens liv hele tiden ligesom står udenfor, og da især hvis det er noget, man opfatter som en vigtig del af sit liv, så bliver det rigtig svært.

I den forbindelse vil jeg lige gentage det tidligere sagte: at man ikke ønsker sex, betyder ikke, at man så ikke ønsker noget som helst. Man ønsker andre ting. Ting, som kan være svære at fortælle om på en måde, så det bliver rigtigt forstået.

Men jo - der er naturligvis også den anden side: at den anden part ønsker noget, man ikke har særlig meget eller måske slet ikke lyst til. Det lægger så et pres på en. Jeg så lige fornylig en video om aseksualitet på youtube, hvor en kvinde fortæller om sit forliste forhold. Hun brød grædende sammen, mens hun fortalte, at hun havde givet alt af sig selv og samtidig ikke følt, at det var nok, fordi den anden altså ønskede noget, hun ikke kunne indfri. Det var virkelig hjerteskærende at se.

Jeg ved ikke hvordan politikken er her omkring at lægge links ud, derfor undlader jeg at komme med et for ikke at gøre noget galt. Men den er ikke svær at finde. Det er en af de øverste, der kommer op, når man skriver asexuality.

Jeg tror, at det er svært for rigtig mange mennesker at finde en partner, hvor der er de samme ønsker om, hvad forholdet skal indholde og ikke indholde, og af vidt forskellige grunde. Jeg tror, at mange mennesker lever i ulykkelige forhold, fordi de har overbevist sig selv om, at "det er altid bedre end at være alene". Det fremgår vist med al ønskelig tydelighed, at jeg mener, at alene er bedre end en hel del ting, man kunne begynde at nævne/forestille sig.

Men der så den anden side af sagen: at savne noget. Som nævnt tror jeg, at det kan være rigtig svært at få forklaret HVAD man savner på en sådan måde, at det bliver rigtigt forstået. Særlig den anderledes opfattelse af det intime liv kan let komme til at lyde som en dårlig popsang: bare holde i hånd, sidde sammen og se på solnedgangen. Ja tak - og så sætter violinerne ind på omkvædet. Det er enormt svært at få det fremstillet på en ordentlig måde, der bliver forstået uden at hverken lyde snerpet eller sentimental.

De ting, jeg her har prøvet at sige, er også svære at sætte ord på. Det kommer til at lyde så dogmatisk, og som om jeg er ved at udrede hele menneskehedens relationelle problemer. Måske skulle jeg bare kort og godt have sagt, at jeg ofte har savnet en, at dele mit liv med, men at jeg i forhold har oplevet endnu mere savn og ensomhed. Alene kan jeg i det mindste få lov at være den, jeg er. I forhold har jeg ofte følt mig presset ud i en "jeg må ikke være mig"-tilstand/følelse, og det er simpelthen noget af det værste, jeg ved.

ballademis
Inlägg: 2
Tilmeldt: søn 03 sep 2017, 4:53

Re: Ensomhed?

Inlägg av ballademis » tirs 13 feb 2018, 15:35

@Miver
Jeg kan så meget relatere til den der med at man må lægge bånd på sig selv for at få relationer til at fungere, så til sidst ender man med at foretrække sit eget selskab frem for andres. Jeg synes det er godt gået den med at trække sig tilbage i sommerhus i så lang tid for at være kreativ med sig selv. Det tvivler jeg faktisk selv på, at jeg ville kunne have klaret. Men jeg bakser selv med tanken om at rejse udlands og bo billigt i årevis for at skrive en bog en dag, så tanken er ikke helt fremmed for mig.

Måske kan jeg låne hytten på min stedfars lille ø nordpå, men det vil kræve dagligt fiskeri eller ugentlige faste ture ind til kysten for at skaffe proviant og gas til køleskabet, og det er koldt næsten hele året, undtagen i juli. Så man vil nok ende med at bruge mere tid på at overleve end at leve, men det vil potentielt være billigere, og man er fri for ekstern påvirkning, da der hverken er tv, internet eller strømledninger i umiddelbar nærhed, bortset fra der man selv medbringer (jeg kender ikke dækningsforholdene til søs, men jeg kunne forestille mig at de naboer, der måtte bo der helårs, selvfølgeligvis råder over disse ting). Til gengæld vil man nok gerne have inputs fra omverdenen i ny og næ, så at etablere solceller og investere i et stort lithium-batteri vil nok ikke være en dårlig idé. Det kan dog hurtigt blive en afhængighed, men under alle omstændigheder får man brug for en konstant forsyning til sin skrivecomputer, så man kommer ikke uden om muligheden for at bruge telefoni/kommunikation. Jeg har bygget en bærbar baseret på en mikrocomputer med ekstremt lavt energiforbrug som holder strøm i måske 12-13 timer i kommandoprompt. Den er røvlangsom, men fungerer glimrende til notesbog. Til gengæld kan den ikke trække noget som helst af avanceret art, så visuel redigering må vente til fastlandet eller andetsteds. En ordinær laptop kan give problemer i forhold til energiforbruget uden for sommeren, så det bliver pest eller kolera: Knaphed på strøm i aftentimerne og godt output, eller masser af strøm hele dagen, men udelukkende til skriveprocessen. Og langsommelig fremskridning uanset scenarium.

Brugeravatar
MiverErTilbage
Inlägg: 72
Tilmeldt: tirs 26 sep 2017, 20:44

Re: Ensomhed?

Inlägg av MiverErTilbage » tirs 13 feb 2018, 20:35

Ballademis: Tak for at ragere på min kommentar. Det lader til, at vi kender de samme oplevelser af alene kontra ensom, og at det ikke altid er det samme. Også selvom det kom til at handle en del om tekstbehandlingsproblemet. Du må meget undskylde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: hvad med en gammeldags skrivemaskine? :-)

Besvar

Vem är online

Brugere i dette forum: Ingen og 1 gjest