En ny tanke
: ons 13 sep 2017, 8:12
Jeg er en mand på 50 år. Igennem hele mit liv har jeg undret mig over mange ting vedrørende seksualitet. Jeg har især æret mystificeret af den store betydning andre tillægger det, for så stor en rolle har det aldrig spillet for mig.
Jeg har først for ganske nylig hørt om at være aseksuel. Jeg kendte nok ordet, men i en lidt anden betydning, nemlig den ganske ligfremme at noget ikke er seksuelt, f. eks. bøger og film uden seksuelt indhold og/eller et noget kønsløst persongalleri. At det er noget man kan være, og som der er foreninger for m.v. er helt nyt for mig. Derfor er jeg også lidt usikker på, om jeg nu rent faktisk er det. Jeg har læst lidt rundt omkring på nettet. Noget af det, der står, passer på mig, andet gør ikke.
I hvert fald har jeg gennem livet følt mig anderledes på måder, der har tilknytning til kønslivet. Jeg er ofte blevet beskyldt for at være hæmmet. Det har jeg egentlig ikke selv følt var tlfældet. For jeg synes, at en hæmning må være, at afholde sig fra noget, man gerne vil. At bare ikke have lyst er vel ikke at være hæmmet. Eller er det alligevel, har jeg ofte spurgt mig selv. Jeg har tygget mig igennem adskillige psykologibøger, læst om driftsundertrykkelse, fornægtelse, kropsforskrækkelse, fortrængninger, sublimering, luder-madonna-kompleks, overjegsstyring og meget andet.
Jeg er ikke uden drift/lyst. Men jeg oplever ikke dette som noget særlig vigtigt. Jeg oplever det mest netop som bare at det dukker op, en spænding, er kræver afløb. Ofte har jeg oplevet det som en forstyrrelse, hvor jeg så bare lige måtte ordne et før jeg kunne komme videre med andre ting, jeg anså for vigtigere. I øvrigt kan der ind imellem godt gå et stykke tid, uden at jeg mærker noget til det. I periode har jeg prøvet at ksperimentere lidt med mig selv, men det er ret hurtigt gået i sig selv igen. Langt det meste af tiden har det bare æret en kropslig funktion, ligesom at man mærker en rumlen i maven, og så smører sig et stykke mad.
Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der bliver helt desperate, hvis de ikke har været sammen med nogen i en uge. For mig går der flere år imellem, i øvrigt uden at jeg oplever det som et problem. Problemet er mere de andre ting, det udelukker mig fra at være inaktiv. For jeg kan sagtens på andre måder savne at have en kæreste.
Der har været nogle stykker i årenes løb og vi har også haft sex sammen. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke kunne lide det. Men jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen synes, det skulle være så overvældende fantastisk. For det har jeg aldrig syntes. Faktisk er jeg henad vejen blevet træt af det, nu havde vi jo gjort det, og kunne vi så ikke finde på noget andet at foretage os. For nogle mennesker ved jeg, at det er en måde at uvikle deres forhold at afprøve nye ting seksuelt. Men for mig føles al den slags som at forholdet står i stampe. Jeg oplever ikke, at man på den måde kommer tættere på hinanden, i en dybere forståelse og samhørighed. Jeg synes, det virker udvendigt. For mig ville der være mere samhørighed i at kunne samles om en fælles interesse.
Jeg husker engang med en kæreste, hvor vi havde talt sammen en hel nat og talt utrolig åbent og ærligt. Jeg følte vi var nået til en større forståelse med hinanden, at der var åbnet op for nogle ting, at i havde delt noget værdifuldt og på den måde var kommet nærmere hinanden. Men så henad morgenstunden lagde hun op til, at i skulle i seng med hinanden. For hende var det jo nok nærmest en bekræftelse af den åbenhed, er havde været i snakken. Men for mig ødelagde det faktisk noget.
Jeg har læst flere steder, at den mest udbredte definition på aseksualtet er at ikke være tiltrukket af andre. Jeg mener godt, jeg kan føle mig tiltrukket af andre, men det er sjældent jeg oplever en decideret seksuel tiltrækning. Igennem årene har det helt klart langt oftere været forelskelser. Jeg har naturligvis ønsket at komme i kontakt med hende, jeg havde forelsket mig i. Men når jeg så har tænkt på det, har diverse dagdrømme mest handlet om at lave alle mulige andre ting sammen.
Jeg oplever jævnligt, at et eller andet kan vække lyst. Men det er egetlig ikke på den måde, at det er udtryk for noget, jeg har lyst til at involvere mig med. Det står ligesom udenfor og trykker på knappen, og har derefter ikke yderligere betydning. Det er lidt svært at forklare.
Men jeg har oplevet nogle gange at blive opstemt ved at være tæt på en kvinde, f. eks. under tæt dans. Men egentlig mest oplevet det som en rent fysisk reaktion, og egentlig ikke som noget, jeg følte havde særlig meget at gøre med mig og min person.
Men alt i alt: jo - jeg oplever at reagere på noget, kan blive tændt af det ene eller andet. Alligevel føler jeg, at det er i langt mere begrænset omfang i forhold til, hvad andre fortæller om deres lyster og om at blive tændt.
Det, jeg måske har været allermest forundret og uforstående overfor, er, når folk taler om at "det skete bare", at de ligesom blev helt opsugt og forsvandt i tingene. Det har jeg aldrig oplevet. Det har tvært om krævet en yderst bevidst indsats, hvis jeg skulle involvere mig i den slags aktiviteter med en anden.
Det er efterhånden 19-20 år siden, at jeg har været sammen med nogen. Jeg oplever det ikke som et stort savn. Jeg savner mere andre sider af det at have en kæreste. Dertil har jeg oplevet nogle situationer, hvor folk har syntes, jeg var underlig, helt måbende spurgt, hvordan jeg kunne holde det ud, at de ville være blevet skingrende sindssyge og den slags.
Er der noget af det her, som andre kan genkende fra sig selv? Tror i, jeg ville føle mig hjemme i en forenng for aseksuelle? Eller hører jeg til et helt andet sted?
Jeg har først for ganske nylig hørt om at være aseksuel. Jeg kendte nok ordet, men i en lidt anden betydning, nemlig den ganske ligfremme at noget ikke er seksuelt, f. eks. bøger og film uden seksuelt indhold og/eller et noget kønsløst persongalleri. At det er noget man kan være, og som der er foreninger for m.v. er helt nyt for mig. Derfor er jeg også lidt usikker på, om jeg nu rent faktisk er det. Jeg har læst lidt rundt omkring på nettet. Noget af det, der står, passer på mig, andet gør ikke.
I hvert fald har jeg gennem livet følt mig anderledes på måder, der har tilknytning til kønslivet. Jeg er ofte blevet beskyldt for at være hæmmet. Det har jeg egentlig ikke selv følt var tlfældet. For jeg synes, at en hæmning må være, at afholde sig fra noget, man gerne vil. At bare ikke have lyst er vel ikke at være hæmmet. Eller er det alligevel, har jeg ofte spurgt mig selv. Jeg har tygget mig igennem adskillige psykologibøger, læst om driftsundertrykkelse, fornægtelse, kropsforskrækkelse, fortrængninger, sublimering, luder-madonna-kompleks, overjegsstyring og meget andet.
Jeg er ikke uden drift/lyst. Men jeg oplever ikke dette som noget særlig vigtigt. Jeg oplever det mest netop som bare at det dukker op, en spænding, er kræver afløb. Ofte har jeg oplevet det som en forstyrrelse, hvor jeg så bare lige måtte ordne et før jeg kunne komme videre med andre ting, jeg anså for vigtigere. I øvrigt kan der ind imellem godt gå et stykke tid, uden at jeg mærker noget til det. I periode har jeg prøvet at ksperimentere lidt med mig selv, men det er ret hurtigt gået i sig selv igen. Langt det meste af tiden har det bare æret en kropslig funktion, ligesom at man mærker en rumlen i maven, og så smører sig et stykke mad.
Jeg har aldrig kunnet forstå dem, der bliver helt desperate, hvis de ikke har været sammen med nogen i en uge. For mig går der flere år imellem, i øvrigt uden at jeg oplever det som et problem. Problemet er mere de andre ting, det udelukker mig fra at være inaktiv. For jeg kan sagtens på andre måder savne at have en kæreste.
Der har været nogle stykker i årenes løb og vi har også haft sex sammen. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke kunne lide det. Men jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen synes, det skulle være så overvældende fantastisk. For det har jeg aldrig syntes. Faktisk er jeg henad vejen blevet træt af det, nu havde vi jo gjort det, og kunne vi så ikke finde på noget andet at foretage os. For nogle mennesker ved jeg, at det er en måde at uvikle deres forhold at afprøve nye ting seksuelt. Men for mig føles al den slags som at forholdet står i stampe. Jeg oplever ikke, at man på den måde kommer tættere på hinanden, i en dybere forståelse og samhørighed. Jeg synes, det virker udvendigt. For mig ville der være mere samhørighed i at kunne samles om en fælles interesse.
Jeg husker engang med en kæreste, hvor vi havde talt sammen en hel nat og talt utrolig åbent og ærligt. Jeg følte vi var nået til en større forståelse med hinanden, at der var åbnet op for nogle ting, at i havde delt noget værdifuldt og på den måde var kommet nærmere hinanden. Men så henad morgenstunden lagde hun op til, at i skulle i seng med hinanden. For hende var det jo nok nærmest en bekræftelse af den åbenhed, er havde været i snakken. Men for mig ødelagde det faktisk noget.
Jeg har læst flere steder, at den mest udbredte definition på aseksualtet er at ikke være tiltrukket af andre. Jeg mener godt, jeg kan føle mig tiltrukket af andre, men det er sjældent jeg oplever en decideret seksuel tiltrækning. Igennem årene har det helt klart langt oftere været forelskelser. Jeg har naturligvis ønsket at komme i kontakt med hende, jeg havde forelsket mig i. Men når jeg så har tænkt på det, har diverse dagdrømme mest handlet om at lave alle mulige andre ting sammen.
Jeg oplever jævnligt, at et eller andet kan vække lyst. Men det er egetlig ikke på den måde, at det er udtryk for noget, jeg har lyst til at involvere mig med. Det står ligesom udenfor og trykker på knappen, og har derefter ikke yderligere betydning. Det er lidt svært at forklare.
Men jeg har oplevet nogle gange at blive opstemt ved at være tæt på en kvinde, f. eks. under tæt dans. Men egentlig mest oplevet det som en rent fysisk reaktion, og egentlig ikke som noget, jeg følte havde særlig meget at gøre med mig og min person.
Men alt i alt: jo - jeg oplever at reagere på noget, kan blive tændt af det ene eller andet. Alligevel føler jeg, at det er i langt mere begrænset omfang i forhold til, hvad andre fortæller om deres lyster og om at blive tændt.
Det, jeg måske har været allermest forundret og uforstående overfor, er, når folk taler om at "det skete bare", at de ligesom blev helt opsugt og forsvandt i tingene. Det har jeg aldrig oplevet. Det har tvært om krævet en yderst bevidst indsats, hvis jeg skulle involvere mig i den slags aktiviteter med en anden.
Det er efterhånden 19-20 år siden, at jeg har været sammen med nogen. Jeg oplever det ikke som et stort savn. Jeg savner mere andre sider af det at have en kæreste. Dertil har jeg oplevet nogle situationer, hvor folk har syntes, jeg var underlig, helt måbende spurgt, hvordan jeg kunne holde det ud, at de ville være blevet skingrende sindssyge og den slags.
Er der noget af det her, som andre kan genkende fra sig selv? Tror i, jeg ville føle mig hjemme i en forenng for aseksuelle? Eller hører jeg til et helt andet sted?