Nyt fra bestyrelsen

Diskussioner der er relateret til Foreningen for Aseksuelle i Danmark.

Moderatorer: TarinSai80, Taramina, Haesselmaas

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, november 2021

FADs julefrokost 2021
Så er FADs julefrokost lige på trapperne! Fornøjelsen finder sted d. 20. november fra kl. 14 og frem. Konceptet er, at alle bringer noget med til buffeten, og så skal der ellers hygges, spilles pakkeleg og høre julemusik, så julen kan indledes.
Julefrokosten er som et af de få af FADs arrangementer kun for medlemmer af foreningen, så hvis du endnu ikke er medlem, kan du skynde dig at melde ind til den nette sum af 20 kr. for resten af året.

Asexual Community Survey 2021

Indsamlingen af data til Asexual Community Survey (ACS) 2021 er sat i gang, så hvis du vil bidrage til at øge den viden, der findes om aseksuelle og deres liv, kan du udfylde spørgeskemaet. FAD har selv i flere sammenhænge brugt resultaterne fra ACS 2017-2018, når vi har været ude og fortælle om aseksualitet.
Som noget nyt er der i år udgivet en Danish translation guide, hvor det er muligt at se spørgsmål og svarmuligheder på dansk.

Winter Pride 2022
Copenhagen Pride afholder d. 21.-27. februar 2022 Winter Pride Week, hvor der i lighed med Copenhagen Pride Week afholdes diverse talks og arrangementer, der sætter fokus på queer-personer. FAD er i øjeblikket i gang med at beslutte, hvilke debatindlæg vi gerne vil byde ind med i denne forbindelse. Hvis du kunne tænke dig at være med i denne proces, kan du melde dig til foreningens debatudvalg, der står for foreningens debatter ifm. diverse Pride-events. Ved interesse kontakt martin@aseksuelle.dk.

Øvrige arrangementer
Foruden julefrokosten er der i den kommende tid også andre arrangementer i foreningsregi.
- Torsdag d. 18. november er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
- Onsdag d. 1. december afholder FAD julehygge i København. Følg med på forum og Facebook.
- Torsdag d. 16. december er der igen et online møde, denne gang med en diskussion af forholdet mellem aseksuelle og LGBT+.
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, december 2021

LGBT+ Danmarks årskonference for LGBT+ miljøet i Danmark
Den 27.-28. november deltog FAD i konferencen, der denne gang fandt sted i Vejle. Den bød på spændende oplæg til lokal organisering af lgbt+ fællesskaber, og - især - mulighed for networking med en lang række organisationer fra hele landet. Vi fik en masse kontakter, som vi håber kan give os mulighed for, at vi kan få organiseret lokale netværksmøder uden for hovedstadsområdet for folk på det aseksuelle spektrum.

Samarbejdsaftale med LGBT+ Danmark
Bestyrelsen er blevet præsenteret for en samarbejdsaftale med LGBT+ Danmark, der bl.a. vil give FAD muligheden for at få sparring om eks. frivillighed, organisering og aktivitetsudvikling med LGBT+ Danmarks ansatte samt tilbud om kurser, workshops og opkvalificering. Bestyrelsen er positivt stemt for aftalen, men vi har brug for at høre vores medlemmer først, så vi vil bringe den op på vores kommende generalforsamling i foråret 2022, hvor I vil have mulighed for at fortælle os, om det er noget, vi skal skrive under på.

Undersøgelse om aseksuelles trivsel
FAD er gået i samarbejde med Center for Magtanalyse (CMA) om at søge om midler til at lave en undersøgelse om aseksuelles trivsel. Vi har ikke publiceret data for aseksuelles trivsel i Danmark, så det er vores håb at vi i løbet af 2022 kan få lavet denne undersøgelse, så vi er bedre klædt på til at håndtere de udfordringer, aseksuelle møder.
Hvis du ligger inde med idéer til, hvilke emner der bør bringes op i denne undersøgelse, er du velkommen til at skrive herom til info@aseksuelle.dk.

FADs julefrokost
Vores årlige (med undtagelse af sidste år) begivenhed løb af stablen den 20. november, og trods et par sygemeldinger forløb dagen fint, og vi var 14 medlemmer, der hyggede sig med medbragt mad, pakkeleg og diverse brætspil. Tak til alle dem, der dukkede op og gjorde dagen hyggelig :)

Winter Pride
Copenhagen Pride afholder d. 21.-27. februar 2022 Winter Pride Week, hvor der i lighed med Copenhagen Pride Week afholdes diverse talks og arrangementer, der sætter fokus på queer-personer. FAD har fået to events med i programmet:
- Samtalesalon mellem en allo- og aseksuel: Onsdag d. 23/2 kl. 18.30-19.30.
- Aromantisk paneldebat: Fredag d. 25/2 kl. 17.00-18.00.
Begge events finder sted i Huset i Magstræde i København.

Øvrige arrangementer
Foruden arrangementerne under Winter Pride er der i den kommende tid også andre arrangementer i foreningsregi.

- Onsdag den 5. januar 2022 afholder vi temaaften i København med overskriften 'Sex i medierne'. Følg med på forum og Facebook.
- Torsdag den 20. januar 2022 er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
- Onsdag den 2. februar afholder vi brætspilshygge i København.
- Torsdag den 17. februar afholder vi igen et online møde, denne gang om amatonormativitet og aromantik i anledning af Aromantic Spectrum Awareness Week i slutningen af februar.

Bemærk, at vi følger myndighedernes anbefalinger i forhold til fysiske forsamlinger. Vi melder ud hvis det ikke bliver muligt at afholde vores onsdagsarrangementer.

Glædelig jul :D
Til sidst vil vi gerne ønske alle vores medlemmer en glædelig jul :cake: Må I hver især få lige den kage, I drømmer om :D
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, januar 2022

Projekt Netværksmøder
I vores sidste nyhedsbrev fik vi nævnt, at vi til en konference i november sidste år fik skaffet os en masse kontakter, som vi regner med kan bruges til at få stablet lokale netværksmøder for folk på det aseksuelle spektrum på benene. Bestyrelsen har nu lagt en plan herfor, og håber at kunne få en håndfuld møder op at stå på Fyn og i Jylland i løbet af foråret. Vi vil først lodde interessen i de enkelte byer, og derefter i dialog med vores kontakter se, hvad der kan lade sig gøre. For at sikre os, at det ikke kun bliver en engangs-ting, har vi planer om at følge op (også økonomisk), så vi på sigt kan få sikret lokal forankring og få lokale til at stå for fremtidige netværksmøder.

Deltagelse i danske Prides
Bestyrelsen har besluttet, at vi (indtil videre) deltager i Odense Pride og Copenhagen Pride (hhv. 21/5 og 16-20/8). Vi er i dialog med Odense Pride om vores muligheder - de ser f.eks. gerne, at vi deltager med en bod mm. - så vi må se, hvilken løsning, vi finder frem til (og hvad vores økonomi tillader). På vores næste bestyrelsesmøde i februar kommer vi til at diskutere, om vi skal deltage i yderligere Prides (vi er pt. i gang med at indhente datoer for dem alle).

International Asexuality Day
Den 6. april bliver IAD (International Asexuality Day) for anden gang afholdt verden over. Der er snak om at lave en 24 timers livestream med deltagere fra hele verden, men hvorvidt det bliver til noget, ved vi endnu ikke. Vi har dog givet udtryk for, at vi er interesserede i idéen. Dagen falder sammen med vores faste arrangement første onsdag i måneden, hvorfor vi regner med at bruge lejligheden til at lave et arrangement, der sætter fokus på dagen.

LGBT+ Handlingsplan
Der er fundet penge på finansloven til en handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBT+ personer. I den forbindelse har Ligestillingsafdelingen under Beskæftigelsesministeriet indkaldt til møde med deltagelse af alle organisationer i LGBT+ miljøet (herunder FAD), hvor der skal diskuteres mulige indsatsområder og initiativer til planen. Mødet finder sted 17. januar, og vi ser frem til at deltage.

Data fra Sexus-undersøgelsen
Som vi nævnte i vores sidste nyhedsbrev er FAD gået i samarbejde med Center for Magtanalyse (CMA) om at søge om midler til at lave en undersøgelse om aseksuelles trivsel. I den forbindelse har vi rettet henvendelse til folkene bag Projekt Sexus (de udgav en rapport i 2019 med fokus på danskernes seksuelle holdninger og adfærd) for at høre, om vi kunne få aktindsigt i den data, de samlede fra aseksuelle respondenter. Dette er desværre ikke muligt, da data kun kan blive udleveret som led i et forskningssamarbejde, hvor der sættes penge af til aflønning af en statistiker. Ærgerligt, men sådan er det. Så må vi sætte alt ind på at få vores undersøgelse med CMA op at stå og på den måde skaffe os data om danske aseksuelle.
FADs kommentar til Sexus-rapporten kan forresten læses her: http://aseksuelle.dk/om-aseksualitet/ko ... exus-2019/

Øvrige arrangementer
I den kommende tid er der flg. arrangementer i foreningsregi:

- Torsdag den 20. januar 2022 er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
- Onsdag den 2. februar afholder vi brætspilshygge i København.
- Torsdag den 17. februar afholder vi igen et online møde, denne gang om amatonormativitet og aromantik i anledning af ASAW (Aromantic Spectrum Awareness Week) i slutningen af februar.

Derudover er der vores debatter under Winter Pride:
- Samtalesalon mellem en allo- og aseksuel: Onsdag d. 23/2 kl. 18.30-19.30.
- Aromantisk paneldebat: Fredag d. 25/2 kl. 17.00-18.00.
Begge events finder sted i Huset i Magstræde i København.

Bemærk, at vi følger myndighedernes anbefalinger i forhold til fysiske forsamlinger. Vi melder ud hvis det ikke bliver muligt at afholde vores onsdagsarrangementer.
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, februar 2022

Aromantic Spectrum Awareness Week (ASAW)
Den 20.-26. februar markeres ASAW verden over for at sætte fokus på aromantikere og deres oplevelser. I den forbindelse afholdt FAD fornylig en online temaaften om aromantik og amatonormativitet (læs mere om det her: https://lgbt.dk/ordbog/aromantisk/), og vi kommer også til at afholde et event herom under Winter Pride, som falder i samme uge (se herunder).

Winter Pride
Vi har to debatter i programmet for Winter Pride:
- Samtalesalon mellem en allo- og aseksuel: Onsdag d. 23/2 kl. 18.30-19.30.
- Aromantisk paneldebat: Fredag d. 25/2 kl. 17.00-18.00.
Begge events finder sted i Huset i Magstræde i København. Derudover streames den første debat (samtalesalonen), så du kan følge med i den hjemmefra. Det foregår via Copenhagen Prides YouTube-kanal: https://www.youtube.com/CopenhagenPride1

Projekt Netværksmøder
Efter at have tjekket med miljøet, er vi kommet nærmere nogle muligheder i forhold til netværksmøder på Fyn og i Jylland. Vi vil i den nærmeste fremtid holde ønskerne til, hvor netværksmøderne skal finde sted, op mod tilslutningen i de enkelte byer, og derudfra begynde at gøre brug af vores kontakter, for at finde ud af, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre i samarbejde med hvem - og ikke mindst hvornår. Når der foreligger konkrete datoer og byer vil det blive meldt ud.

Generalforsamling i FAD
Vi har i Foreningen for Aseksuelle i Danmark (FAD) snart generalforsamling (indkaldelse blev sendt ud for nylig), hvor bl.a. bestyrelsen vælges. Det er muligt at være med online - dette kommer til at ske via Teams, og medlemmer får link hertil tilsendt via mail en uge inden generalforsamlingen.
I øjeblikket arbejder bestyrelsen på at komme ud over Københavns grænser og vil derfor især byde velkommen til stemmer og input til generalforsamlingen og i bestyrelsen, som ikke er Københavns-baserede.
Hvis nogen af jer kunne overveje at stille op til bestyrelsen (eller bare tage en mere aktiv rolle i foreningen), vil vi anbefale videoen her: https://youtu.be/eRN7MULsBvc . Den gennemgår bestyrelsesarbejdet, rollen som suppleant og de andre grupper og udvalg, man kan vælge at være en del af, hvis man ønsker at være mere aktiv i foreningens arbejde.

Foredrag i Kalundborg
Fredag den 28. januar var FAD i Kalundborg for at holde et oplæg om aseksualitet for LGBT Ungegruppe Vestsjælland (i daglig tale LUV Kalundborg). Det blev til en god oplevelse, hvor vi ikke alene fik en god snak med de unge mennesker om aseksualitet, men også med nogle af deres forældre. Koordinatoren for LUV Kalundborg har allerede lovet, at vi kan komme igen til efteråret, hvilket vi allerede glæder os til.

Øvrige arrangementer
I den kommende tid er der flg. arrangementer i foreningsregi:

- Onsdag den 2. marts afholder vi tema- og hyggeaften omkring emnet “Sex i medierne”. Arrangementet finder sted i LGBT+ Danmarks lokaler i København. Læs mere på forum og Facebook.
- Torsdag den 17. marts er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
- Lørdag den 19. marts er der generalforsamling i FAD. Læs mere på vores hjemmeside.
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, marts 2022

Generalforsamling i FAD
Vi har allerede skrevet en del om vores kommende generalforsamling, men vil hurtigt slå et slag for et onlinefyraftensmøde nu på fredag for de, der kunne være interesserede i at høre mere om bestyrelsesarbejdet. Læs mere på forum og Facebook.

Oplæg under Winter Pride
I forbindelse med Winter Pride holdt FAD en samtalesalon mellem en allo- og en aseksuel. Dette gik meget godt, synes vi. Hvis man skulle have lyst til at se det er det stadig muligt ved at følge dette link: https://youtu.be/OXRoFxRXSzI?t=5856

Folkemødet
FAD vil være tilstede under Folkemødet på Bornholm til juni, og vi satser på at holde et event i Regnbueteltet en af dagene. Mere info følger.

International Asexuality Day (IAD)
Onsdag den 6. april markerer vi for andet år i træk IAD. Vi er ved at få styr på detaljerne om et event i København samme dag, så der følger mere info snart.

Undersøgelse om FADs arbejde
Vi er meget interesserede i, hvordan vi kan forbedre vores arbejde, så som led i forberedelsen af den kommende bestyrelses arbejde, har vi udfærdiget et spørgeskema til formålet. Input fra undersøgelsen vil være med til at danne grundstenene for, hvordan FADs arbejde skal prioriteres fremover. Undersøgelsen vil blive delt i 'Gruppen for Aseksuelle' på Facebook, så hold øje med opslag derinde.

Online events fra april og fremover
Fra april skifter vi dag for vores online events. Fra at holde det den tredje torsdag i måneden, skifter vi nu til at holde det den tredje tirsdag i måneden.

Øvrige arrangementer
I den kommende tid er der flg. arrangementer i foreningsregi:

- Torsdag den 17. marts er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
- Lørdag den 19. marts er der generalforsamling i FAD. Læs mere på vores hjemmeside.
- Onsdag den 6. april markerer vi IAD. Mere info følger - både på forum og Facebook.
- Tirsdag den 19. april (BEMÆRK ÆNDRING FRA TORSDAG TIL TIRSDAG) er der online tema om dating og flirting over Teams. Læs mere på forum og Facebook.
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Anvenderavatar
TarinSai80
Inlägg: 831
Tilmeldt: tirs 17 jan 2017, 14:47
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Nyt fra bestyrelsen

Inlägg av TarinSai80 »

FADs nyhedsbrev, maj 2022

Generalforsamling i FAD
Tilbage i marts fik vi afholdt vores årlige generalforsamling, og her blev der bl.a. valgt en ny bestyrelse. Den nye bestyrelse består af: Martin (forperson - genvalgt), Sofia (næstforperson - genvalgt) og Maja (kasserer - nyvalgt). Suppleanter er Astrid og Vee.
Generalforsamlingen bakkede op om bestyrelsens forslag om at indgå en samarbejdsaftale med LGBT+ Danmark, og denne er efterfølgende blevet underskrevet af begge parter. Vi ser frem til at nyde godt af de fordele, dette kommer til at medføre.

Odense Pride
FAD deltager i år i Odense Pride, som bliver afholdt i Munke Mose lørdag den 21. maj. Det starter kl. 13, hvor vi bl.a. vil have vores egen bod, og senere deltager vi i paraden. Vores bod har åbent frem til kl. 17, så kom endelig og hils på os. Derudover er vi blevet indbudt til at holde en tale på scenen efter paraden, hvilket vi glæder os meget til. Vi ser frem til en god dag, hvor vi forhåbentlig får hilst på en masse lokale aseksuelle.

Projekt Netværksmøder
Vi er i fuld gang med at få styr på de sidste detaljer i forhold til de lokale netværksmøder, vi planlægger at afholde på Fyn og i Jylland over sommeren. Så snart det sidste er på plads, melder vi de præcise datoer og tidspunkter ud.

Folkemødet
Som nævnt tidligere kommer FAD til at være med på Folkemødet i år. Vi har et oplæg planlagt til lørdag den 18. juni ml. 17 og 18 i Regnbueteltet, hvor vi sammen med Center for Magtanalyse vil sætte fokus på vores egen undersøgelse af aseksuelles trivselsvilkår i Danmark. Kom endelig og lyt med, hvis du skulle være på Bornholm på det tidspunkt.

Debatter til Copenhagen Pride(IAD)
FAD har allerede nu fået godkendt 3 debatter under Copenhagen Pride i august som en del af deres menneskerettighedsprogram. Disse er (med forbehold for ændringer):

- Samtalesalon: Hvad betyder sex for dig?: Tirsdag d. 16/8 kl. 15.00-15.45.
- Et opråb fra +'et: Onsdag d. 17/8 kl. 17.00-17.45.
- Samtalesalon om livet med/uden kærlighed: Torsdag d. 18/8 kl. 14.00-14.45.

Detaljer om de enkelte debatter bliver offentliggjort sammen med Pridens officielle program senere på året.

Ny ligestillingsminister
Da der blev udnævnt en ny ligestillingsminister greb vi chancen og skrev til hende for at gøre opmærksom på os selv og nødvendigheden af at inddrage aseksuelle i kommende trivselsprojekter mm. Vi modtog et fint svar, der indikerer, at ministeriet lyttede til os.

LGBT+ Barometer
FAD var fornylig inviteret med til et rundbordsmøde hos Institut for Menneskerettigheder med andre interesseorganisationer fra LGBT+ miljøet for at drøfte udformningen af et kommende LGBT+ Barometer, der skal "tage temperaturen" på, hvordan trivslen på forskellige parametre går for grupperne under LGBT+ akronymet. Vi fik bl.a. sat fokus på, at der ikke findes data i Danmark for, hvordan aseksuelle går og har det, og har efterfølgende været i dialog med projektlederne om dette. Alt i alt var det et meget udbytterigt møde, og vi ser frem til at følge med i projektet.

Øvrige arrangementer
I den kommende tid er der flg. arrangementer i foreningsregi:

- Tirsdag den 17. maj er der en online introduktion til aseksualitet og FAD over Teams (BEMÆRK ÆNDRING FRA TORSDAG TIL TIRSDAG). Læs mere på forum og Facebook.
- Onsdag den 6. april afholder vi brætspilshygge i København. Læs mere på forum og Facebook.
Foreningen for Aseksuelle i Danmark Bliv medlem af foreningen:
http://aseksuelle.dk/foreningen/bliv-medlem/

Låst