Tænk at de virkelig gør det

Alt der handler om (a)seksualitet og beslægtede emner.
Besvar
Anvenderavatar
MiverErTilbage
Inlägg: 87
Tilmeldt: tirs 26 sep 2017, 20:44

Tænk at de virkelig gør det

Inlägg av MiverErTilbage »

Det er altid utrolig inspirerende for mig at komme til arrangementer i foreningen. Tit kan det være en enkelt bemærkning, jeg bagefter spekulerer lidt videre over. Således også torsdag d. 8 i Studenterhuset. Denne gang var det et spørgsmål: "Er der nogen af jer der kender det, at man slet ikke kan forbinde andre mennesker med, at de har et seksualliv." Jeg svarede prompte ja, for den kender jeg virkelig godt! Men egentlig har jeg nok ikke spekuleret så meget over det før nu. Det har nok mest bare været at konstatere, at nå ja - den verden er noget fjern og fremmed for mig. Nu har jeg så gået og tænkt lidt over det, og det er gået op for mig, hvor besynderligt og forvirrende det egentlig er for mig.

Jeg tror, at det for mig nærmest optræder som en fraspaltet del af folk, som jeg overhovedet ikke tænker ind som en del af de mennesker, jeg kender. Når man møder mennesker, så sker det jo almindeligvis under former, hvor de foretager sig alle mulige andre ting. Der er så naturligvis mennesker, som går udfordrende klædt og/eller taler meget om sex. Men det er ligesom noget andet. Der er også folk, der er voldsomt optaget af gyseruniverset. Men af den grund forventer man jo ikke, hverken at de bor i hjemsøgte huse eller render rundt i deres fritid med en økse og hugger deres medmennesker i småstykker.

Adfærd og påklædning kan jo netop snyde. Man kan tage alt muligt på og sige alt muligt. Det behøver ikke at betyde noget. Opdagelsen af at det ikke bare er ord og attitude kan derfor virke lidt, som hvis man tror nogen gør grin med et eller andet, og så synes, de bliver lidt længe ved. Ja, ja - nu er den ligesom brugt. Så sjovt er det heller ikke, er man ved at sige. Men så går det pludselig op for en, at det ikke er sjov, og man får et mindre chok.

Eller når man taler om ting i overført betydning, måske bruger et metaforisk udtryk. Taler om at bestige et bjerg eller kaste sig ud fra en afgrund. Så mange er der jo heller ikke, der dyrker bjergbestigning. Jeg kan selv finde på at bruge den slags udtryk. Men i mere konkret fortand ?? ... Tjah, en gang som barn var jeg en tur på Kullen. Det er vist sådan nogenlunde det. Og ja - af og til kan jeg også finde på at bruge seksuelle metaforer, hvis jeg ikke kan finde noget mere rammende at bruge til en given beskrivelse. Men derfra og så til noget, der aldeles ikke er billedtale - det slår knuder oven i mit hoved.

Det er jo netop det, at man møder mennesker i færd med andre ting. De står fuldt påklædte og foretager sig det ene eller andet. En på arbejdet, der står ved kopimaskinen. En ven/bekendt, der står og tilbereder noget i et køkken. Alle mulige ting, som hører hverdagen til, og ikke på nogen måde virker overraskende eller forvirrende. Men så herfra til at tænke og virkelig gribe den tanke, at de fleste af dem altså også foretager sig noget andet, og gør det med en hyppighed, så det for dem er en del af hverdagens liv. Oven i mit hoved er den virkelig svær!

På en eller anden måde passer det ikke ind. Bl.a. fordi jeg i en masse andre situationer oplever, at der ikke er så meget forskel på, hvordan jeg og andre har det. Også situationer som måske kan siges at have et langt ude slægtskab. F. eks. oplevede jeg for nogen tid siden at stå i en noget fyldt elevator, hvor pladsen var lidt trang. Jeg kom til at stå meget tæt på en fremmed kvinde, og det var selvfølgelig en lidt akavet situation. Der står man. Det virker lidt pinligt. Man ved ikke, hvor man skal gøre af sig selv. Tør dårligt trække vejret eller foretage den mindste bevægelse af frygt for, at det kunne misforstås. Så kom vi til at se på hinanden, og begyndte samtidig at smile. Vi indså at det var lige akavet og mærkeligt for os begge at stå der og ikke rigtig vide, hvor man skulle gøre af sig selv. På en eller anden måde blev det lidt morsomt, og derfor kunne der smiles. Jeg tænkte bagefter, at det var en lidt sjov oplevelse, og lidt specielt at vi på en eller anden måde havde kunnet dele situationen og betragte den med et smil. Det var sådan ca. hvad jeg tænkte. Havde nogen spurgt mig, hvad jeg kunne forstille mig, at hun derefter foretog sig, ville jeg nok have gættet på, at hun tog hjem, lavede sig en kop the og satte sig til rette med en god bog. Havde nogen foreslået, at hun måske tog hjem og gjorde noget ganske andet. Nej - det ville jeg pure have afvist. Men det er jo netop det: det kunne rent faktisk være tilfældet. Det er så lige præcis dér, hvor jeg synes tingene bliver mærkelige.

Javist. Jeg har selv før i tiden gjort en række seksuelle erfaringer. Men jeg har aldrig oplevet det som noget bare almindeligt og hverdagsagtigt. Men altså heller ikke noget specielt fantastisk. Bare mærkeligt og forvirrende. Men masser af mennesker - siges det i hvert fald- render bare sådan uden videre rundt og gør det op til flere gange om ugen. Jeg synes, det er mærkeligt.

Eller jeg tænker på min familie/slægt. Alle mine kære farbrødre og fastre, der allesammen nu er væk, men som jeg holdt meget af. Jeg tænker på den måde jeg har mødt og kendt dem. Men et eller andet sted ved jeg jo godt, at alle mine fætre og kusiner nok ikke er kommet med storken. Det hænger bare ikke rigtig sammen oven i mit hoved.

Det er svært at forklare det her. Det er en fornemmelse, en følelse, noget med hvordan man oplever mennesker og hvad man sætter dem i forbindelse med. Det her sagte må derfor ikke opfattes som noget, der har at gøre med holdninger eller des lige. Det er ikke et moralsk opstød om, at folk ikke må eller sådan noget. Det er bare noget, der forvirrer, en oplevelse af, at jeg opfatter mennesker på en måde, hvor jeg faktisk har svært ved sætte dem i forbindelse med den slags foreteelser. Men netop fordi det er ren oplevelse, er det svært at forklare.

Det var måske netop derfor, det gjorde indtryk at høre en anden give udtryk for den samme fornemmelse, at der faktisk er andre, som har oplevet den forvirring. Flere i selskabet gav udtryk for at kunne genkende det.

Lidt i slægt med dette, kom vi også på et tidspunkt ind på at tale om forskellen på, når noget bare er en opdigtet historie, og når man på en eller anden måde bliver konfronteret med, at det er virkelighed. Ja - måske lidt som eksemplet ovenfor med gyseruniverset. Mange er bekendt med figuren Hannibal (the cannibal). Men almindeligvis hvis man er inviteret til middag hos nogen, forestiller man sig jo ikke, at menuen skulle være lavet af menneskekød. Det er naturligvis også et ekstremt eksempel, jeg her kommer med. Men på sin vis kan det på mig virke næsten lige så uvirkeligt at det andet er virkeligt. Puha - kryptisk formulering. Men jo - jeg kan ind imellem synes, at det er lidt surrealistisk.

I forbindelse med det at blive konfronteret med andres virkelighed, nævnte jeg selv en oplevelse i en bus, hvor nogle unge mennesker i højrøstet samtale snakkede om en fest, de havde været til, og en fyr ikke blot fortalte at der var en pige, han havde været sammen med, men udtrykte sig - skal vi sige - temmelig detaljeret. Udover at jeg ikke brød mig om at skulle høre om det og blev en smule forlegen, så var der også noget andet i situationen. Det var også det, at han nævnte de her ting på en måde, som om det slet ikke var usædvanligt. Det ligefremme i tonefaldet, der på en eller anen led sidestillede det med, hvis han havde fortalt om at være nede og købe mælk og brød i supermarkedet.

Det centrale i historien gik på, at de troede de havde fundet et uforstyrret sted, men at der så var kommet nogle andre ind i rummet. Det blev en historie om en hverdagshændelse, som hvis man fortalte, at man skulle ned og købe blomkål, men så i et øjebliks forvirring i stedet lagde et salathoved op i indkøbskurven. De havde fundet det her rum, hvor der nok ikke kom nogen. "Men så mens ..." ja - og så sagde han det, jeg ikke vil referere her. Men det handlede altså om en helt konkret handling, ikke bare "mens vi var godt i gang" eller sådan noget. Det var helt udspecificeret, hvad der foregik. Men han sagde det på sådan en måde, at det lige så godt kunne have været "mens jeg var ved at vaske op, ringede telefonen." Som om det var lige så hverdagsagtigt og banalt som en opvask. Nej - jeg kan ikke helt forklare dét, jeg følte i den situation. Men det var som sagt ikke bare, at blive tvangsindlagt til noget, jeg ikke havde lyst til at høre om. Det var også den henslængte måde, han sagde det på. Jeg kan ikke forklare det ordentligt.

De her ting har kørt rigtig meget rundt i knolden på mig det sidste døgnstid eller deromkring. Men jeg har svært ved at få udtrykt alle de her tanker på en måde, der er forståelig for andre.

Men kender i det? Har i andre oplevet den her forundring, det her præg af noget lidt surrealistisk? Forstår i, hvad jeg mener? Eller fremstår det her simpelthen som en gang tågesnak?

Besvar