).Jeg så den ved en fremvisning i forbindelse med Copenhagen Pride i august i år - og aldrig har jeg følt mig så triple-a (asexual, aromantic, agender). Værst af alt sad jeg ved fremvisningen ved siden af hende, hun hedder vist Linda, som jeg tror er talsperson for transkønnede i LGBT Danmark eller noget i den stil, og som jeg synes man altid ser i nyhederne når det handler om trans-emner. Med andre ord, én der i meget høj grad har et forhold til emnet. Efter filmen havde jeg virkelig svært ved at finde en passende kommentar, andet end "jeg forstår det virkelig ikke" - hvilket føltes som det totalt forkerte at sige, for efter sådan en film, skulle man vel gerne være kommet lidt tættere på at forstå... et eller andet...
Men for mig var det egentlig bare blevet endnu mere tydeligt at jeg slet, slet ikke fatter det. Ikke bare som i lidt overfladisk "det lyder underligt, det forstår jeg ikke", men som i helt grundlæggende "jeg forstår virkelig ikke konceptet i min hjerne, jeg kan slet ikke få den til at processere ideen om hvordan man 'føler sig' som et køn". Og det er vel også et udbytte af filmen: at jeg føler mig endnu mere a-gender end jeg gjorde før, og er blevet endnu mere bevidst om at det her med køn bare betyder noget andet og mere for de fleste andre, end det gør for mig (med andre ord: det er lidt ligesom med sex...). I virkeligheden ville det nok være interessant at tale med nogle "almindelige" gennemsnits-cis-kønnede for at høre, om de har en oplevelse af at 'føle sig' som deres køn (jeg er tydeligvis ikke ude over for nok mennesker, når jeg mangler nogen at spørge her...). Men umiddelbart tænker jeg, at det ikke ville have givet mening at lave filmen på den måde, hvis ikke den følelse var noget som de fleste mennesker kan genkende. Så i virkeligheden bruger jeg nok filmen til at blive klogere på hvordan flertallet har det (og aner ikke om det holder vand i praksis)...
Jeg identificerer mig som regel som kvinde, fordi jeg kan forholde mig til den del af kønsbegrebet der har at gøre med, om man er udstyret med en krop af model A eller model B. Men at man skulle 'føle sig' som det ene eller det andet køn er simpelthen uden for min hjernes rækkevidde (på engelsk skelnes somme tider mellem sex og gender: sex er det biologiske, gender er det jeg ikke forstår). Og 'heldigvis' (for mig, mindre heldigvis for visse andre), er det den fortolkning af kønsbegrebet som er mest udbredt i samfundet, så det er ikke noget jeg behøver forholde mig til til daglig, og jeg kan bare lade som om jeg er helt gennemsnitsalmindelig
. Der er tilpas mange andre parametre hvor jeg er vant til at føle mig anderledes...Der er egentlig ikke noget diskussionsoplæg på vej her, jeg havde bare lyst til at fortælle lidt om min reaktion på filmen, men det kan jo være der er andre der har set den, og tænkt enten noget lignende eller noget helt andet. Eller ikke har set den, men har tænkt noget alligevel...
. Findes der monstro en kobling mellem aseksualitet og agender? (I min ultra-rationelle hjerne giver det mening at når jeg ikke har interesse i sex, så bliver køn også irrelevant - ligesom det at få børn bliver irrelevant og romantik bliver irrelevant, og på de sidste to punkter ved jeg at det ikke er alle der har det på samme måde, så der er det nok bare min hjerne der opererer ud fra det den ved mest om - nemlig mig selv )
